Fremtidens revisoruddannelse
Ny revisoruddannelse i 2014
Fra 2014 får vi en ny revisoruddannelse, der som hovedelement indeholder et krav om en 5-årig kandidatuddannelse til alle fremtidige godkendte revisorer og en ny eksamensstruktur på den praktiske del, der deler den skriftlige eksamen op i tre dele. Det er essensen i de ændringer til revisorloven om en ny revisoruddannelse, som blev vedtaget d. 21. maj 2013.
Få en oversigt over uddannelsesforløbet fra 1. januar 2014, herunder på vej mod revisoruddannelsen, indhold af revisoreksamen, allerede undervejs i forløbet til statsautoriseret eller registreret revisor, allerede registreret revisor mv. her.
Forud for vedtagelsen af ændringer til revisorloven om den nye uddannelse blev det i 2010 besluttet, at revisoruddannelsen skulle have et serviceeftersyn. Revisorkommissionen fik derfor til opgave at udarbejde et oplæg med forslag til den fremtidige revisoruddannelse.
I juni 2011 udsendte Revisorkommissionen sin første rapport, hvor mange af kommissionens væsentligste anbefalinger allerede var taget med. Blandt disse anbefalinger var, at der i fremtiden kun skal være én revisoruddannelse, og at eksamen på den praktiske del skal opbygges i moduler.
I juli 2012 blev Revisorkommissionens endelige rapport udsendt. Den 14. december 2012 blev et lovforslag sendt i høring, som er en udmøntning af revisorkommissionens rapport. Det blev vedtaget d. 21. maj 2013, og det er det lovforslag, du kan læse om på denne side.
Udover Revisorkommissionens anbefalinger til en ny uddannelse indeholder lovforslaget regler om skærpede krav til efteruddannelse for revisorer, der reviderer virksomheder af særlig offentlig interesse, i første omgang finansielle virksomheder.