Hvorfor skal jeg begynde at handle med aktier?

Hvis man er i besiddelse af en opsparing, som man ønsker skal vokse, kan det være fordelagtigt at investere dem i aktier. Her gælder det ikke nødvendigvis hele opsparingen, da der også er en række risici forbundet med at handle aktier. Man kan eventuelt starte med et par tusind og så se, om det giver et tilfredsstillende afkast. Mange mennesker har store opsparinger stående i banken, som på grund af den lave indlånsrente vokser utrolig lidt hvert år, selvom man har med ret store beløb at gøre. Det kan derfor være en idé at kaste sig ud i investering.

Dette gælder specielt relativt unge mennesker, der fortsat har en lang tidshorisont til at se, hvordan investeringerne vil vokse fremover. Ikke alle aktier vokser nemlig særlig hurtigt, men hvis man investerer et rimeligt beløb i en aktie, som stiger roligt og stødt de næste ti år, kan man altså ende med at have tjent en hel del. Derudover er det som regel også oftest ret unge mennesker, som har frie midler stående, som de ikke står og skal bruge lige foreløbig.

 

Fordele

Den første fordel er, at det ikke nødvendigvis kræver særlig stor startkapital. Man kan starte med et par tusind og derefter bevæge sig ud i at investere nogle flere. Hvis man altså føler, at man har styr på aktiemarkedet eller begynder at interessere sig for det. Hvis man interesserer sig for mikro- og makroøkonomi har man gode chancer for at kunne forudsige nogle af de udsving, der vil komme på aktiemarkedet gennem tiden. I så fald kan det være en spændende og lukrativ hobby.

Den anden fordel er, at det er let og tilgængeligt at købe og sælge aktier. Der er selvfølgelig forbundet en række gebyrer med køb og salg. Derudover finder man dog rent teknisk hurtigt ud af, hvordan man bevæger sig rundt på aktiemarkedet.

Den tredje fordel er, at der er rigtig stor sandsynlighed for at tjene penge på aktier, hvis blot man har en lang nok tidshorisont, og man investerer i relativt sikre aktier og industrier. Du kan i øvrigt med fordel læse DRs guide til, hvordan du tjener penge på aktier her.

Den fjerde fordel er, at der er mulighed for at tjene en helt masse penge ved at bruge relativt få penge. Det kræver dog, at du enten er meget heldig eller rigtig forudseende, og at du derfor får købt en stor portion aktier i et tidligt stadie, som på sigt kommer til at stige rigtig meget i værdi. Derudover tilbyder nogle selskaber også fordele, hvis man besidder en vis andel af deres aktier. Det kan f.eks. være rabat på flybilletter ved SAS, fodbold-billetter ved Parken og lignende afhængig af hvilket firma, man har investeret i.

 

Ulemper

Den første ulempe er, at der i modsætning til hvis pengene står i banken, er en risiko for, at man mister dem. Derfor kan det være en god idé at starte for mindre beløb. Der er altså ikke garant for et positivt afkast.

Den anden ulempe er, at man, hvis man gerne vil investere i sikre og stabile aktier, måske først kan se et rimeligt afkast efter en række år. Hvis man ikke er villig til at tage for mange risici, kræver det som sagt en lang tidshorisont.

Den tredje ulempe er, at nogle mennesker kan have svært ved at håndtere denne usikkerhed mentalt. Hvis dette er tilfældet, skal man gøre op med sig selv, om man vil give afkald på den mentale tryghed til fordel for at handle aktier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *